Velkommen til Kirstens Blog

Butikken 'Kirstens Quilt' ligger på Møllehøjgård, lige uden for Hedehusene.

Her skriver jeg om patchwork og quilt, og hvad der sker i butikken.

tirsdag den 23. februar 2016



Noget om valg af mellemfoer


Der findes rigtig mange forskellige slags mellemfoer (vat). Når jeg bruger betegnelsen 'mellemfoer' i stedet for fx 'pladevat', er det fordi, der findes rigtig mange forskellige typer – polyester, uld, silke, bomuld, bomuld/polyester, bambus, soya, genbrugsmellemfoer lavet af gamle plastflasker osv. Og de findes i mange forskellige kvaliteter, fx polyester findes mellemfoer i mange tykkelser og stivhed. Men de er alle ‘vat-agtige’.
Her er nævnt nogle forskellige blandinger og materialer, du kan møde som mellemfoer:
  • 100% bomuld (bleget, dvs. hvid, ubleget eller sort)
  • Bomuld/polyesterblandinger (oftest 80% bomuld, 20% polyester)
  • Polyester i forskellige kvaliteter
  • Uld (af og til blandet med bomuld eller polyester)
  • Silke (oftest i blandinger, 95% silke, 5%polyester)
  • Bambus/bomuld (50/50%)
  • 100% Bambus
  • Majsfibre
  • Soyafibre, evt. blandet med bomuld eller polyester
  • Genbrugte plastflasker

Der er mange ting, du skal overveje, når du vælger mellemfoer—her er blot nogle af dem (i uprioriteret rækkefølge):
  • Skal du hånd- eller maskinquilte dit arbejde? Når du skal quilte i hånden, skal dit
  • mellemfoer ikke være for tykt, så kan du simpelthen ikke styre nålen.
  • Hvor meget volumen ønsker du? (bomuld bliver ret ‘fladt’, uld og silke giver mere volumen/løft/tykkelse, polyester fås i mange forskellige kvaliteter)
  • Hvor tæt vil du quilte dit arbejde? Hvis du vælger bambus/bomuld kan du have op til 20 cm mellem din quiltning, de fleste andre kvaliteter kræver quiltning med 5-10 cm mellemrum
  • Hvor ofte/hvordan skal arbejdet vaskes? Kunstquilts bliver typisk renset eller bare støvsuget let, men hvis du fx laver et skovturstæppe eller babytæppe, skal det sikkert kunne holde til meget vask.
Så når du vælger vat, skal du finde en butik, der har et ordentligt udvalg, og få grundig vejledning i dit valg. Det er SÅ ærgeligt at bruge rigtig meget tid og mange penge på toppen, og så ende med et halvdårligt resultat pga vattet.
Og så lige et tip til mellemfoer: Mellemfoer af blandingen 80%bomuld/20% polyester er rigtig godt, det glider ikke på stoffet, på samme måde som ren polyester kan gøre det. Mellemfoer af ren polyester har en rimelig glat overflade, og stiller ret store krav til rining/liming, sammenlignet med bomuld/polyesterblandingen.